Jeg startede at arbejde med "pølseteknikken". Det var den, troede jeg, jeg allerbedste kunne anvende i praksis og den som jeg kunne huske fra min skoletid. Måske ikke ligefrem i børnehaven men ihvertfald i en SFO. Jeg gik så i gang med at ælte, og ælte, og ælte.......... og ælte...
Det varede følelsesmæssigt omkring de tre timer, før jeg tænkte at det kunne bruges til noget. Imes jeg æltede prøvede jeg at koble til praksis og fandt så med mig selv ud af, at det er en god sanseoplevelse for børnene at kunne arbejde med ler, samtidig med at børnene for mulighed for at udtrykke sig igennem aktiviteten. Jeg tror, når jeg ville bruge ler i en daginstitution ville jeg ikke give dem en fast teknik, men give dem lov til at afprøve og udfolde deres egen kreativitet. Jeg ville give børnene insprirationer, men støtte dem i at arbejde selvstædigt med det.
Så efter at have arbejdet med leret ville jeg alligevel bruge det i børnehaven.
Her kommer mit første forsøg på at arbejde med pølseteknikken.
Da jeg var i gang, fandt jeg så ud af, at hver gang jeg kommer mere ler på, bliver skålen mere stor ud til siderne og virker lidt ustabilt.
Det skulle så prøves igen, hvor jeg satte mig som mål, at den nye skål ikke skulle blive større, jo længere jeg kom op. Men at den skulle ligne en vase. Jeg fandt ud af, at pølserne skulle lægges mere på ved indersiden. I starten lykkedes det fint, men til sidst kommer også den anden skål til at ligne den første ret meget... Der skal nok et trejde forsøg til, før jeg kan kalde det for en vase..
Det er skåle - ingen askebægere! ;)
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen